Knækbrød af havregrød – sprødt og mættende

Knækbrød af havregrød

Jeg er typen der ikke kan overleve en arbejdsdag uden at have en lille formiddagssnack med i tasken. Desværre synes jeg det kan være svært at finde på snacks der er rimelig sunde, praktiske (det kan bare hurtigt blive en lang dag, hvis man ender med hummus i tastaturet) og samtidig mættende nok til at holde kroppen kørende frem til frokost. Men disse knækbrød lavet på havregrød er blevet en af mine absolutte favoritter i snack-kategorien. Og så bliver de kun bedre af at de kan røres sammen på 5 minutter og derefter bare skal passe sig selv i ovnen.

Knækbrøddet kan laves i både en sød udgave med for eksempel masser af kanel eller i en salt udgave som her. Den salte udgave er også fantastisk som tilbehør og smager skønt med dip, pesto eller oliventapenade. Find min opskrift på en nem og smagfuld tapenade her.

Havregrødsknækbrød

Opskrift:

  • 1 dl havregryn
  • 2 dl vand
  • 1 tsk salt
  • 3 spsk hørfrø
  • 3 spsk solsikkekerner

Knækbrød med solsikkekerner og hørfrø

Sådan gør du:

Start med at tænde ovnen på 150 grader varmluft. Bland så havregryn, vand og salt i en gryde og kog det ved middel varme i par minutter, indtil du har en helt normal havregrød. Bland herefter frøene i grøden. Du kan sagtens skift frøene ud med dine egne yndlingsfrø eller kerner, samt tilsætte krydderier for at give knækbrødet endnu mere smag og et personligt udtryk. Grøden skal nu smøres tyndt ud på et stykke bagepapir og bages i den forvarmede ovn i 30-45 minutter. Det er vigtigt at grøden smøres så tyndt ud som muligt, da knækbrødet ellers ikke vil blive ordentligt sprødt. Knækbrødet er færdigt når det er let gyldent og fuldstændig sprødt.

Det knasende knækbrød er perfekt i madpakken som en lille formiddagssnack og kan spises både med og uden pålæg.

Velbekomme!

Havregrødsknækbrød med kerner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.