Knækbrød – IBS-style

Da jeg i efterhånden nogle år har bøvlet med irritabel tyktarm, også kaldet IBS (Irritable Bowel Syndrome), har jeg besluttet mig for at forsøge at finde roden til mit problem. Jeg er derfor begyndt at spise efter Low FODMAP diæten. Low FODMAP diæten er i bund og grund en form for udelukkelseskur, hvor man begrænser eller undgår en række kulhydrater, der har vist sig at give symptomer i forbindelse med irritabel tarm. Man kan efter noget tid introducere de forskellige kulhydrater til kosten igen og derved, forhåbentlig, finde ’synderen’.

Da man helst skal undgå rug, hvede og byg når man er på Low FODMAP diæten, kan det være svært at finde gode alternativer når det kommer til bagværk. Jeg har dog fundet disse super lækre knækbrød, der kan laves både med majsmel og fuldkorns speltmel.

Opskrift:

1 dl. havregryn
1 dl. sesamfrø
1 dl. hørfrø
1 dl. solsikkekerner
1 dl. græskarkerner
210 g. majsmel/fuldkorns speltmel
1 tsk. bagepulver
2,5 tsk. salt
2 dl. vand
1,25 dl. olie (neutralt smagende)
1 tsk. paprika

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 200 grader (varmluft).
Rør alle kerner, frø, mel og bagepulver sammen.
Opløs saltet i vandet og bland det herefter med olie og paprika.
Alle ingredienserne røres sammen til en klistret dej.
Fordel dejen på to stykker bagepapir og læg et nyt stykke bagepapir ovenpå.

Herefter rulles dejen ud mellem de to stykker bagepapir
Fjern det øverst stykke bagepapir og skær dejen i passende stykker med en kniv eller et pizzahjul.
Bag knækbrødene i cirka 15 minutter – eller til de er sprøde og har en flot gylden farve.
Lad knækbrødene køle af på en rist og bræk dem forsigtigt fra hinanden.
Knækbrødene holder sig bedst, hvis de opbevares i en lufttæt dåse.
Disse lækre knækbrød er perfekte som en lille snack, et mellemmåltid eller som del af morgenmaden. De kan spises som de er, eller serveres med lidt pesto, ost eller hummus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.