Lækre og smukke gulerodscupcakes

I dag har en af mine skønne kollegaer sidste dag på arbejde – og det betyder selvfølgelig kage! Valget faldt på gulerodscupcakes med creamcheese-frosting. Det er første gang jeg bruger denne opskrift, men det bliver absolut ikke den sidste! Kagerne bliver vidunderligt fugtige og har en skøn smag af gulerod og krydderier. Opskriften på disse fantastiske gulerodscupcakes har jeg fra copenhagencakes, der har et væld af super lækre opskrifter.

24 stk.

4 æg
2 dl smagsneutral olie
200 g sukker
50 g brun farin
500 g finthakket ananas fra dåse
1,5 tsk vaniljesukker
250 g mel
2 tsk natron
2 tsk bagepulver
0,5 tsk salt
2 tsk kanel
0,25 tsk muskat
En knivspids stødt nellike
250 g revet gulerod
100 g valnødder

Frosting

100 g usaltet smør
225 g Philadelphia
350 g flormelis
1 tsk vaniljesukker


Fremgangsmåde

Ovnen forvarmes til 200 grader (185 grader varmluft).
Æg, sukker og brun farin piskes sammen ved høj hastighed og olien tilsættes efterfølgende ved lav hastighed.
Pres saften ud af de hakkede ananas og tilsæt disse.
Sigt mel, bagepulver, natron, vaniljesukker, salt, kanel, muskat og nellike ned i blandingen og vend det forsigtigt i.
Til sidst tilsættes gulerødder og nødder.
Fyld blandingen i forme og bag dem i 15-20 min.
Rør alle ingredienserne til frostingen sammen og stil den i køleskabet, så den kan stivne lidt.

Jeg valgte at tilsætte lidt pastafarve til frostingen for at lave den fine stribede rose-effekt. En super flot og nem måde at gøre lidt ekstra ud af pynten på! Man maler simpelthen et antal striber efter eget valg på indersiden af sprøjteposen – fra top til bund – hvorefter frostingen forsigtigt kommes i. Jeg har her valgt maler tre striber med pastafarverne. Når du kommer frostingen i sprøjteposen, er det vigtigt, at ramme striberne af pastafarve så lidt som muligt, så de ikke smatter ud.

Det færdige resultat i smukke pink og grønne nuancer. Velbekomme!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.