Varme hveder med kardemomme

Lune hveder med smør

Jeg elsker traditioner og er, som mange andre, vokset op med at spise lune, ristede hveder aftenen før Store Bededag. Man spiste oprindeligt hveder på dette tidspunkt fordi bagerne ikke måtte arbejde fra solnedgang dagen før Store Bededag eller på selve dagen. De lavede derfor de luftige hvedeboller som folk kunne tage med hjem og lune dagen efter.

I dag er hvederne blevet en hyggelig tradition for mange, og det er da fantastisk at have en undskyldning for at kaste sig over lune hvedeboller med et lækkert lag koldt smør. Hvederne er utroligt nemme at lave, kræver ikke mange ingredienser og så efterlader de huset fyldt med den skønneste duft af kardemomme.

For mig er hvedeknopperne perfekte med en smule smør, men de kan også sagtens nydes med en skive ost eller en god marmelade.

Nybagte lune hveder

Opskrift:
12-15 stk

  • 75 g smør
  • 50 g gær
  • 2 dl mælk
  • 25 g sukker
  • 2 æg
  • 5 g stødt kardemomme
  • 1 tsk salt
  • 500-600 g hvedemel

De lækreste hvedeknopper til Store Bededag

Sådan gør du:

Smelt smørret i en lille gryde, og bland det med den kolde mælk. Blandingen skal være lillefinger-varm. Kom det i en skål og rør gæren ud i blandingen.  Tilsæt de øvrige ingredienser, og ælt dejen grundigt til den er glat og blank. Lad nu dejen hvile under et viskestykke i 30 minutter. Form hvederne til flade kugler, og læg dem med et par centimeters mellemrum i en bradepande beklædt med bagepapir. Lad hvederne efterhæver til dobbelt størrelse – det tager ca. 45-60 minutter. Under hævningen vil bollerne vokse sammen og få den klassiske hvedeform. Hvederne pensles med et sammenpisket æg og skal nu bages i 15-20 minutter i 200 grader forvarmet ovn. Lad de færdige hveder køle af på en rist.

Før servering halveres hvedeknopperne og ristes, så de bliver gyldne og sprøde. Spises med koldt smør og eventuelt ost eller marmelade.

Velbekomme!

Luftige hveder til Store Bededag

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.